Nangijala

Da jeg var 6-7 år mistede jeg en af mine bedste veninder til kræft, og selvom det er længe siden kan jeg stadigvæk opleve en ufattelig stor sorg, som bare lige pludselig ramme mit hjerte.. Jeg SAVNER min veninde <3
Og mine tanker til hende er kun blevet oftere efter, at min farfar for en god måneds tid siden fik konstateret kræft i spiserøret :´( - kræft var også sygdommen, der for et halvt år siden dræbte hans søster.. Jeg synes det er så hårdt at vide, at det måske også er den sygdom, der skal dræbe min farfar.. Det må det ikke være. Han skal leve FOR EVIGT.. Jeg håber og tror på at min farfar nok skal overleve kræften <3 For han er nemlig den bedste farfar i verdenen :D
Jeg håber, at Astrid Lindgren har ret - hvad der angår døden!! For når jeg dør vil min veninde og alle dem, som dør før mig, være i Nangijala, og så kan vi hygge os der..

En tur på fødegangen

Kl. 13.30 cirka oplevede jeg de sygeste mens.smerter, som trak om i lænden og ned i benene samt jeg havde en underlig kvalme, tog det egentlig meget roligt til at starte med- for jeg har jo hørt, at man godt kan opleve, at kroppen øver sig til fødslen.. Men efter en halv time, hvor jeg intet ro har kunne finde, gik jeg i et dejlig langt varmt bad.. Faktisk varede badet en halv time før jeg blev træt af at stå der.. så igen ind på sofaen for at slappe af.. Men jeg kunne stadigvæk ikke finde ro, så endte med at ringe til lægen (efter mange overvejelser, da det sikkert bare er mig, der er pivet), som meget gerne ville se mig. 

Så afsted til lægen - efter at lægen lige havde mærket på mig blev jeg henvist til fødegang.. - fuck mit hjerte hoppede lige en ekstra gang, og tankerne fløj bare rundt i mit hoved.. Lægen startede med at ville ringe efter en taxa, men da han fandt ud af, at jeg selv skulle betale for den, tilbød han at køre mig derop, da han jo alligevel skulle på vagt. Jeps jeg har en super god læge ;) På fødegangen blev jeg modtaget af en læge, en sygeplejerske og en jordemoder, det er godt nok mange fagfolk til lille mig - så bliver man da bare endnu mere skræmt over hele situationen.. Alle mærkede kort på min mave, underligt så ligeglad man blive med fremmede menneskers hænder, som bare gramser løs på ens mave.. Efter 2 timer på fødegangen, hvor jeg fik lavet en strimmel, blev mærket på, og fik lavet diverse undersøgelser, fik jeg diagnosen: nyresten samt en del plukveer.. 

Så skal ringe, hvis det bliver værre og ellers er det bare et par panodiler, og så vil jeg ellers blive indkaldt til en skanning af urinvejene?? (noget med, at man skal tjekke, at der ikke er blevet lavet skader?? :s havde nemlig blod i urinen) og efterfølgende skal jeg til samtale på fødegangen om det videre forløb.. 

Så jeg slap heldigvis med en forskrækkelse og en nyresten, som stadigvæk driller.. - men hellere det end en for tidlig fødsels ;)

Min aften ved vagtlægen (18+3)

Jeg har siden i går haft niv og jag som gjorde ondt nederst i maven og skrev derfor til min læge.. Han ville meget gerne se mig, men han har først tid onsdag i næste uge - jeg tænker så er det sikkert ikke særlig farligt og bare mig der er lidt pivet...
Men det er altså blevet ved.. Og maven bliver helt hård flere gange i løbet af dagen samtidig med at de niv og jag kommer..

Men her til aften, mens kæresten ser håndbold, beslutter jeg mig for at ligge mig og slappe af, for min mave er helt hård og gør ondt on and off.. Men smerterne forsætter og mave bliver ved med at være hård - faktisk har den været hård i 1 -1½ time.. Da kæresten endelig får mig overbevist om at jeg skal ringe til vagtlægen, da det virkelig skræmmer mig at have smerter på den her måde.. Har jo hørt jeg ikke må have ondt, når jeg har plukkeveer..

Da jeg ringe til vagtlægen er han ikke et sekund i tvivl - han vil gerne se mig..
Han tjekkede mit urin, som indeholdte sukker, men mit blodsukker var normalt..
Han mærkede på min mave, som bare var ekstrem øm..
Til sidste ville han tjekke hjertelyd.. Det tog en evighed.. tårerne trillede ned af min kind og var da næste sikke på at babyen var dø.. men han fandt da hjertelyd - jeg kunne næsten ikke høre det.. Men han forsikrede mig at den levede og det slog som det skulle..

Da han endelig var færdig fik jeg besked på at kontakte min egen læge i morgen for at få rykket min glukosebelastning frem - skulle oprindelig først have lavet den i uge 28.. Derudover skal  jeg få ham til at tjekke min urin igen.. Sidst men ikke mindst skulle jeg rykke for en ekstra scanning - dette bekymre mig lidt?? Men hvis det er akut er jeg sikke på, at han ville have sendt mig videre..

Smerterne, som jeg oplever, må maks. blive ved natten over..  Og hvis de fortsætte skal jeg kontakte lægen, jordemoderen eller vagtlægen..

FUCK blev virkelig bange..Troede virkelig min graviditet var over..

Er bare så glad for jeg tog til vagtlægen..